Beskrivelse af de faste aktiviteter
Brandlundparken - stedet hvor alle er velkomne
Præsentation af aktiviteter på Brandlundparken 2024
Akrylmaling: Vi maler med akrylmaling på lærreder fra 10 x 10 - 100 x 100 cm og arbejder med farvelære og kompositionslære. Vi afprøver forskellige teknikker på abstrakt maleri til landskabsmaleri, dyr og mennesker. Enten med pensel, spartel, stempler, effekter, strukturer eller overføringsteknikker. Vi maler parafraser og meget mere.
Akvarel: Vi har farverne til fælles, og en formiddag om ugen hygger vi os med at male akvarel. Vi afprøver forskellige teknikker, maler hvad vi har lyst til - store eller små billeder, efter opstilling eller ude i naturen. Hver gang slutter vi med gennemgang af "dagens arbejde", og gennem positiv kritik lykkes det at frembringe den "lette" akvarel.
Bankospil: Fredage i ulige uger fra kl. 9.30- 11.30 spilles banko. Vi spiller hele året, dog holder vi sommerferie i juli måned. Hver gang er der mange flotte præmier. Vi når ca. 20 spil. Der betales en fast pris pr. plade. Du bestemmer selv, hvor mange plader, du ønsker at spille på. Vi drikker kaffe sammen i løbet af formiddagen. En hyggelig og god formiddag.
Billard: Om du er øvet, nybegynder eller blot nysgerrig efter at finde ud af, om billard er noget for dig, så har du muligheden for at møde andre omkring et billardbord. Billardrummet er åbent hver dag. Der er selvfølgelig mulighed for at spille billard på egen hånd eller nogle stykker.
Bridge: Der spilles bridge for øvede.
Cykling med pilot: Der cykles med pilot efter ønske og efter aftale.
Decoupage: Med en bestemt teknik limes/klæbes stof, papir og andre spændende ting på glas, vaser, bakker eller hvad man ønsker, der skal dekoreres.
Engelsk: Vi genopfrisker og vedligeholder vores engelskkundskaber i hyggeligt samvær. Også de engelske sange, som vi kender fra vores skoletid, hygger vi os med at synge.
Gudstjeneste: Gudstjenesten afholdes på skift af sognets præster og organist. Der er altergang ca. en gang i kvartalet. Menighedsrådet er vært ved en kop kaffe fra kl. 10, hvor vi hygger os med hinanden. Tid: den 1. onsdag i hver måned, kl. 10.00 - 11.15. Alle er velkomne. Der kræves ikke medlemskort.
Kaos og kødgryder: Opkaldt efter en TV-serie, hvor kogebogsforfatter Kirsten Høgh Fogt har forsøgt at lære unge mennesker at lave mad. På dette hold er det spørgsmålet om at lave simple retter sammen og derefter spise og hygge sig i godt samvær. Det vil koste lidt at deltage hver gang.
Knipling: Det er et gammelt håndværk, der er ved at blive moderne igen. Det kræver ingen forudsætninger at deltage på holdet, alt kan læres fra bunden. Man har tegninger og små modeller, man kan se efter. Holdet har det hyggeligt, og kender hinanden "næsten" som en stor familie, og nye "familiemedlemmer" er altid velkomne.
Kortspil: Kan du spille whist, så er du velkommen til at være med. Vi kan være flere hold på samme tid. Vi spiller med forskellige fra gang til gang. Der er ingen klike.
Litteratur: Vi læser en bog og snakker om den. Vi mødes 1 gang om måneden.
Livsstilsændring/kost og motion/ træning i Svedekassen: Vi taler om, hvad vi gør for at tabe os og videregiver erfaringer. Der bliver vejning hver uge, og desuden bliver der mulighed for at købe sunde opskrifter. Efterfølgende træner vi i Svedekassen.
Mandagsdans: Sidste Mandag i måneden spilles der op til mandagsdans af "Kun for sjov", som spiller god dansemusik. Har du lyst til at komme og danse eller bare sidde og nyde musikken, så er du velkommen.
Patchwork: Patchwork-syning er håndsyning. Forskellige mønstre klippes ud i pap, hvorefter pappet beklædes med stof i forskellige farver, syes sammen i hånden - pap tages væk og stoffet monteres derefter.
Selvtræning: På Brandlundparken er der mulighed for at træne selv i selvtræningsrummet kaldet ”Svedekassen”. Der er forskellige træningsredskaber, som man skal instrueres i, før man begynder selvtræning i lokalet. Instruktionen skal foregå ved en uddannet instruktør. Tidspunkter for selvtræning står anført på opslagstavle ved indgangen til selvtræningsrummet.
Strømpenisser: Vi fabrikerer strømpenisser af ståltråd, pladevat, uld og meget mere. Vi syr hovedet af nylonstrømper med kartet uld indeni. Hår og skæg laves af uld. Tøjet syes af evt., aflagt tøj, nissehue sys af fleecestof, og så har vi det sjovt, når de forskellige hoveder påmonteres, og der laves udtryk i ansigtet. Der bliver slidt, grinet og snakket meget.
Træsløjd/trædrejning: Alt i træ, fra dukkemøbler og fuglehuse til en evt. loftstrappe samt renovering og reparation af møbler er opgaver, der kan løses på holdet. Endvidere alt i trædrejning, skåle, stager, ben - ja alle emner i træ. Drejebænke og forskellige snedkerinventar og værktøj findes på værkstedet.
Sølvarbejde: Der arbejdes med sølv i forskellige former, såsom udsavning i sølvplade, drejning af ringe i sølvtråd til kæder og armbånd, lodning, smeltning af sølv samt slibning af sølv. Forarbejdning af sølvbestik eller andre sølvvarer.
Søndagstræf- hyggeligt samvær: Sang og musik og fælles kaffebord kl. 14 - 16 i lige uger. Der kræves ikke medlemskort for at deltage og ingen tilmelding. Alle er velkomne.
Tirsdagscafe: Der drikkes kaffe og spises rundstykker hver tirsdag formiddag. Blot hygge og snak og måske en enkelt sang.
Æ håndarbejde: Vi strikker til os selv og vore nærmeste. Alt lige fra den hyggelige strømpe og gæstehåndklæder til de nyeste modeller. Vi deler strikkeopskrifter, ideer og ikke mindst hinandens gode selskab.